I radioavisen i morges hørte jeg Venstre-MF Karsten Nonbo tale for kvindelig session. Kvinder skulle i følge denne tvinges på session fordi forsvaret ellers ikke ville fange (!) hunkønsvæsener, der ikke måtte være opmærkesomme på at en militærkarriere var noget for dem. Tænk hvis Nordea eller Rigshospitalet fik lov at rekruttere på samme måde. Det ville give HR en helt ny betydning.
Ellers var historierne: "behovet" for stimulans af økonomien og dernæst et interview med en skatteretsekspert om udsigten til at pariaer (sådan kaldte ham dem) på den globale skatteorden, dvs. Cayman Islands og lignende steder uden nævneværdig skatteopkrævning, ville blive håndteret af G20 mødet i London. Hvis man overhovedet skal benytte dens slags betegnelser er det vel skattestaterne, der er udsugere og flygtningene dem, der vil være i fred med deres penge.
Op ad dagen var jeg nået til den konklusion, at den første historie måtte være en aprilsnar og at de sidste burde have været det. Alle tre viste sig dog at være sande.
onsdag den 1. april 2009
onsdag den 14. januar 2009
Bankdirektørlønninger
Helle Thorning-Schmidts forslag om et loft for direktørlønninger i banker, der benytter sig af en kommende bankpakke, er næppe tilstrækkeligt til at afskrække bankerne fra at benytte sig af tilbuddet. Det er vel heller ikke det, der er hensigten. Socialdemokraternes oprindelige drøm var tværtimod, at få samtlige banker ind i folden koblet med introduktion af statslige medlemmer af bankernes bestyrelser.
Om et lønloft på 2,5 millioner er rimeligt eller ej ud fra en etisk betragtning er svært at afgøre. Og mon ikke etikken forlængst har forladt den politiske proces omkring spørgsmålet, hvis den overhovedet har været der. Man skal være mere end almindelig naiv for at tro på, at Helle Thorning-Schmidt eller for den sags skyld statsministeren, Lene Espersen eller Margrethe Vestager i stort omfang bryder deres hoveder med etiske overvejelser. Mon ikke ønsket om at vise handlekraft, sætte en dagsorden og derigennem inkassere lidt bedre galluptal i næste runde, er en mere sandsynlig forklaring.
Det egentlige spørgsmål er, hvad effekten af et sådant lønloft er? Jeg kan umiddelbart forestille mig to scenarier: Såfremt loftet gælder på mellemlang til lang sigt: 1) Nuværende og potentielle direktørtalenter vil søge over i andre brancher eller hos banker uden for ordningen. Det er ikke lige det banksektoren har brug for. 2) Hvis et lønloft kommer til at gælde over en kortere periode: Direktørerne laver en underhåndsaftale om, at lønnen, aftrædelsesordninger, pensioner et.c. senere stiger tilsvarende for at kompensere for det man i virkeligheden ville have givet. Tilgangen af talentfulde direktører aftager midlertidigt.
Hvor senarie 1 vil være en mindre katastrofe, vil senarie 2 være begrænset skadeligt for banksektoren og Helle Thorning-Schmidt vil sikkert også være tilfreds, hvis det foregår ubemærket. Desværre er der andre og større problemer, som S-formandens stunt hverken gør fra eller til i forhold til.
Om et lønloft på 2,5 millioner er rimeligt eller ej ud fra en etisk betragtning er svært at afgøre. Og mon ikke etikken forlængst har forladt den politiske proces omkring spørgsmålet, hvis den overhovedet har været der. Man skal være mere end almindelig naiv for at tro på, at Helle Thorning-Schmidt eller for den sags skyld statsministeren, Lene Espersen eller Margrethe Vestager i stort omfang bryder deres hoveder med etiske overvejelser. Mon ikke ønsket om at vise handlekraft, sætte en dagsorden og derigennem inkassere lidt bedre galluptal i næste runde, er en mere sandsynlig forklaring.
Det egentlige spørgsmål er, hvad effekten af et sådant lønloft er? Jeg kan umiddelbart forestille mig to scenarier: Såfremt loftet gælder på mellemlang til lang sigt: 1) Nuværende og potentielle direktørtalenter vil søge over i andre brancher eller hos banker uden for ordningen. Det er ikke lige det banksektoren har brug for. 2) Hvis et lønloft kommer til at gælde over en kortere periode: Direktørerne laver en underhåndsaftale om, at lønnen, aftrædelsesordninger, pensioner et.c. senere stiger tilsvarende for at kompensere for det man i virkeligheden ville have givet. Tilgangen af talentfulde direktører aftager midlertidigt.
Hvor senarie 1 vil være en mindre katastrofe, vil senarie 2 være begrænset skadeligt for banksektoren og Helle Thorning-Schmidt vil sikkert også være tilfreds, hvis det foregår ubemærket. Desværre er der andre og større problemer, som S-formandens stunt hverken gør fra eller til i forhold til.
søndag den 11. januar 2009
Finanskrisen - konsensus minus 1
Forventeligt hersker der tilnærmelsesvis konsensus om, at finanskrisen kræver massiv statslig intervention for er "redde" markedet. Da recessioner tilsyneladende er politisk uacceptable (også for den kommende amerikanske præsident, der ellers førte sig frem på CHANGE), er svaret tilsyneladende at pumpe endnu flere (papir)penge ud på markedet.
Enkelte økonomer anbefaler dog en tilgang, der forholder sig direkte til den finansielle krises årsager: Kunstig lave renter og manglende privat opsparing, politisk regulering af banksektoren og de følgende "moral hazard" problemer. Der gives samtidig mere nøgterne analyser af hvad der er i vente og hvad der bør gøres: Se Peter Schiff på CNN her.
Enkelte økonomer anbefaler dog en tilgang, der forholder sig direkte til den finansielle krises årsager: Kunstig lave renter og manglende privat opsparing, politisk regulering af banksektoren og de følgende "moral hazard" problemer. Der gives samtidig mere nøgterne analyser af hvad der er i vente og hvad der bør gøres: Se Peter Schiff på CNN her.
Uhørt tidlig anbefaling
Skulle nogen have trang til at læse noget spændende vinteren igennem, kan Ulrik Langens biografi om Christian d. 7 "Den afmægtige" anbefales. For en, der kun er 1/3 igennem, er det måske for tidligt med en anbefaling, men skulle resten være spild af tid, ville værdien af de første 150 sider alligevel være det hele værd.
Udover, at der er mange gode "historier" af ren skandalemæssig karakter (hvilket altid er underholdende for de fleste), giver bogen et godt indblik i anden halvdel af 1700-tallets Danmark og København; ikke mindst med henblik på enevældens institutioner og det politiske liv. Samtidig er der ingen tvivl om, at mange af de fænomener, der behandles i bogen også finder sine paralleller i dag i mere eller mindre kondenserede former. Tag bare den usikkerhed og bevågenhed der kommer frem i forbindelse med magtoverdragelser selv i forholdsvis stabile politiske systemer: Alle vogter på alle, hvem skal ud, hvem skal ind og hvad skal der ske?
Udover, at der er mange gode "historier" af ren skandalemæssig karakter (hvilket altid er underholdende for de fleste), giver bogen et godt indblik i anden halvdel af 1700-tallets Danmark og København; ikke mindst med henblik på enevældens institutioner og det politiske liv. Samtidig er der ingen tvivl om, at mange af de fænomener, der behandles i bogen også finder sine paralleller i dag i mere eller mindre kondenserede former. Tag bare den usikkerhed og bevågenhed der kommer frem i forbindelse med magtoverdragelser selv i forholdsvis stabile politiske systemer: Alle vogter på alle, hvem skal ud, hvem skal ind og hvad skal der ske?
Abonner på:
Opslag (Atom)
