Bankdirektørlønninger

Helle Thorning-Schmidts forslag om et loft for direktørlønninger i banker, der benytter sig af en kommende bankpakke, er næppe tilstrækkeligt til at afskrække bankerne fra at benytte sig af tilbuddet. Det er vel heller ikke det, der er hensigten. Socialdemokraternes oprindelige drøm var tværtimod, at få samtlige banker ind i folden koblet med introduktion af statslige medlemmer af bankernes bestyrelser.

Om et lønloft på 2,5 millioner er rimeligt eller ej ud fra en etisk betragtning er svært at afgøre. Og mon ikke etikken forlængst har forladt den politiske proces omkring spørgsmålet, hvis den overhovedet har været der. Man skal være mere end almindelig naiv for at tro på, at Helle Thorning-Schmidt eller for den sags skyld statsministeren, Lene Espersen eller Margrethe Vestager i stort omfang bryder deres hoveder med etiske overvejelser. Mon ikke ønsket om at vise handlekraft, sætte en dagsorden og derigennem inkassere lidt bedre galluptal i næste runde, er en mere sandsynlig forklaring.

Det egentlige spørgsmål er, hvad effekten af et sådant lønloft er? Jeg kan umiddelbart forestille mig to scenarier: Såfremt loftet gælder på mellemlang til lang sigt: 1) Nuværende og potentielle direktørtalenter vil søge over i andre brancher eller hos banker uden for ordningen. Det er ikke lige det banksektoren har brug for. 2) Hvis et lønloft kommer til at gælde over en kortere periode: Direktørerne laver en underhåndsaftale om, at lønnen, aftrædelsesordninger, pensioner et.c. senere stiger tilsvarende for at kompensere for det man i virkeligheden ville have givet. Tilgangen af talentfulde direktører aftager midlertidigt.

Hvor senarie 1 vil være en mindre katastrofe, vil senarie 2 være begrænset skadeligt for banksektoren og Helle Thorning-Schmidt vil sikkert også være tilfreds, hvis det foregår ubemærket. Desværre er der andre og større problemer, som S-formandens stunt hverken gør fra eller til i forhold til.